Troldepinde
- Heidi
- 15. jul. 2021
- 1 min læsning
Opdateret: 19. jul. 2021
Forår og sommer lægger op til hyggelige gåture i skoven. I børnehaven hvor jeg arbejder, har vi også været i skoven, hvor vi har samlet pinde. Pindene har børnene malet med pensler og akrylmaling, så de med lidt god vilje er kommet til at ligne trolde. Vi har derfor valgt at kalde dem for troldepinde, og vi har brugt dem til at lave en trolderute.
Vi har samlet halvtres pinde, der alle er omkring 50 centimeter lange og cirka 4 centimeter tykke. Børnene har snittet noget af barken af med små dolke, så der kunne tegnes ansigter på. Ansigterne har vi tegnet med sort sprittusch. Nogle af troldene har vrede ansigter og andre er glade - det er noget som børnene har bestemt.
Derefter har børnene malet troldene med maling. Vi satte malertape på ansigterne, så børnene ikke kom til at male dem over.
Til slut malede den voksne alle troldepindene over med et lag laklim. Den akrylmaling vi brugte er vandbaseret, og da pindene skal stå udenfor, skal de kunne holde til regn og fugtig vejr.
Trolderuten er en slags troldejagt, hvor børn og barnlige sjæle kan gå på opdagelse. Pindene hamres i jorden mellem nogle buske eller i noget krat, så man kan få øje på dem. Fra den første troldepind, skal man kunne spotte den næste trolde, og når man står ved den, skal man kunne spotte den næste igen.
Vi lavede en rute på 560 meter hvor de 50 troldepinde, som børnene havde lavet, blev placeret. Det er en sjov måde at lave et længere forløb, hvor der til sidst er noget, som flere kan være med til at afprøve.


Comments